Tom Jørgensen,bachelor i Kunsthistorie,Redaktør aF Kunstavisen skrev 2012

 

Birgitte Hamilton maler opstillinger. Opstillinger i Matisses ånd med vægt på rene farver, dekorative mønstre og en fladebaseret malestil. Og så fortæller hun historier. Historier om det gode liv, om god mad, om god vin, om det smukke ved helt dagligdags ting, om det at være kunstner og om det at være barn.

Hun fanger blandingen af uskyld og betuttethed hos piger, som det ene øjeblik kan være sunket helt væk i dukkeleg og det næste være sig særdeles bevidste om det kejtede ved deres stadigt voksende krop. Hele den mærkelige og vanskelige proces det er at være barn og blive ældre med en bevidsthed, som ikke helt kan følge med i kroppens udvikling.

Birgitte Hamilton fanger sine modeller diskret og nænsomt, tydeligt fascineret af det hemmelige barneunivers, som jo stadig ligger og lurer, dybt inde i vores voksenjeg.

På samme måde spiller katten en stor rolle for kunstneren. Vi ser den slangende sig på bordet eller hvilende i favnen på dens ejer, bydende sig til, spindende, gøre sig katteagtigt lækker, selvom vi kan se på dens øjne, at den hvert øjeblik, det skal være, kan fange en mus eller fugl og fornøjeligt gnaske den i sig. For katte er ligesom piger gådefulde
og mangesidige. 
Der er mange af den slags skjulte, stille og underforståede dramaer i Birgitte Hamiltons billedverden. Hendes motiver findes næsten udelukkende i den intimsfære, som Anna Ancher og mange andre kvindelige kunstnere i tidens løb har dyrket: Hjemmet, familien, dugen på bordet, vasen på karmen, lysindfaldet i vinduet, paletten, madvarerne....og katten.
Og det er bestemt ikke,fordi der ligger en kvindepolitisk holdning bag dette, men fordi det nu engang er de motiver, der står Birgitte Hamilton nærmest. En verden af uanede motiver, farvekombinationer og små, men sigende fortællinger.
For det er jo det, hun gør, Birgitte Hamilton. Tilbyder os en verden af velkendte fænomener, med farver, mønstre og former, der ”smører” øjet på en meget behagelig måde samtidigt med, at hun antyder en stor psykologisk indlevelsesevne. En vilje og en evne til at se de store perspektiver i de små og underspillede detaljer. Og så ellers vise os, at livet er rart, hvis vi tager det hele, som det kommer.
Det er nemlig også en kunst.

Tom Jørgensen





***

Tom Jørgensen skrev 2008

Koloristisk perfektion og menneskelig solidaritet     


Birgitte Hamilton er helt overordnet først og fremmest inspireret af Henri Matisse. De afstemte farveharmonier, den decentrale komposition, de bratte afskæringer og interessen for den dekorative værdi i tapet-, tøj, og voksdugsmønstre er alt sammen noget, der danner hovedessensen i et Matisse-maleri. Og det er der ikke noget odiøst i, for Matisse har med sin malemåde skabt en kunstnerisk norm, der er tidløs og almen.

 

 Udover disse koloristiske og kompositoriske ligheder har Birgitte Hamilton imidlertid sin helt egen hamiltonske måde at male på. En måde, der især har med historiefortællinger at gøre. Birgitte Hamilton nøjes nemlig ikke med at skabe nogle sammenhængende kompositioner. Hun indbygger i sine malerier også altid en lille fortælling, der med sin egen diskrete charme tilføjer billederne en ny dimension.
En dimension, der især har med dyr at gøre: en kat, der mageligt henslængt sultent betragter en udstoppet måge, ser spørgende op på sin ejer eller bare hviler sig på sin egen uudgrundelige, katteagtige måde. Eller en hund, der på sin spøjse, logrende og trofaste hundeagtige facon afventer sin herres næste træk. Altså, kat: gådefuld,individualistisk, hund: nem at læse, afrettelig. På samme måde er de mennesker, der befinder sig på billederne – og det vil i Birgitte Hamiltons tilfælde altid sige kvinder – også aflæselige. De kan være lykkelige og i harmoni med sig selv, distræte og lettere fraværende eller bekymrede over om den isanretning, de om lidt skal sætte tænderne i, nu også er for kalorierig. Med andre ord: ingen strindbergske familiedramaer, men underfundige, subtile og først og fremmest humoristiske beretninger om menneskeskæbner, malet med yderst diskrete virkemidler. Et blik, et bestemt drag om munden eller en skulders position er nok til, at vi kan forstå og læse det menneske, vi ser på lærredet.

 

Skal man bruge ét tillægsord til at beskrive de personer, vi ser på malerierne, er det solidaritet. Birgitte Hamilton forstår og kan lide de kvinder, hun maler. De er måske ikke perfekte, men de hviler i sig selv. En følelse, der breder sig til beskueren, som straks føler sig på bølgelængde med dem. Den afslappede stemning, der er varemærket i Birgitte Hamiltons malerier, er imidlertid ikke resultatet af en speciel afslappet malemåde. Tværtimod er det tydeligt, at der er tænkt længe og grundigt over den komposition og de farveharmonier, som præger hvert enkelt billede. Det kan godt være, at det ser nemt ud, men de skarpe billedbeskæringer og den balance mellem komplementærfarver, mellem varme og kolde toner og mellem mættede og umættede farver, der kendetegner hendes malerier, er resultatet af lange og svære overvejelser. Overvejelser, der langt overvejende ender godt og lykkeligt, for Birgitte Hamilton er en endog meget ferm og dygtig maler.

 

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen,

Bachelor i Kunsthistorie.